Ældre borgere sendt på landet

Seks plejecentre tog turen til åbent landbrug for at få en oplevelse og en snak om gamle dage.

Hvad er der sket, siden farfar var dreng på landet? Det tog flere beboere fra plejecentre i Kolding til Jordrup for at finde ud af.

Landmand Asger Christensen havde inviteret seks plejecentre til sin gård for at vise dem, hvordan et moderne landbrug med 600 malkekøer fungerer.

- Det er de ældre medborgere, der har opbygget det samfund, vi har nu. Kan vi give dem et lille glimt af det landbrug, vi har i dag, og måske også noget fra dengang de var erhvervsaktive, så er det en mission i sig selv, siger landmand Asger Christensen til TV SYD.

Vagn Esbech på 87 år er en af plejehjemsbeboerne, der har været forbi åbent landbrug.
Vagn Esbech på 87 år er en af plejehjemsbeboerne, der har været forbi åbent landbrug.
Foto: Kasper Larsen, TV SYD

En af de mange plejehjemsbeboere, der lagde vejen forbi landbruget, var pensioneret skolelærer Vagn Esbech på 87 år. Selvom han blev født på en gård, så kunne han konstatere, at der var sket lidt siden dengang.

- Vi havde 12 køer, og jeg skulle op og malke, inden vi skulle i skole, så den her gård er mange gange større, siger Vagn Esbech til TV SYD.