Afgående Ewii-formand: Der er overflod af positive historier

Steen Dahlstrøm trækker sig som formand for energikoncernen Ewii A/S med øjeblikkelig virkning. Han erkender, der har været nederlag.

Efter 18 år som formand for Ewii trækker Steen Dahlstrøm sig fra posten.

Det sker efter længere tids hård kritik af bestyrelsen og især formandens håndtering af fyringen af Ewiis tidligere adm. direktør Knud Steen Larsen, ligesom en række af selskabets repræsentantskabsmedlemmer har kritiseret, at bestyrelsen lod Knud Steen Larsen egenrådigt styre den store forsyningsvirksomhed.

Den afgående formand mener, timingen er helt rigtig.

- Nu skal Ewii finde ny direktør og strategien skal justeres. Derfor synes jeg, det var det rigtige tidspunkt til nye kræfter. Jeg har trods alt været formand i 18 år, siger Steen Dahlstrøm til TV SYD.

quote

Det vil altid være sådan, at man fejler. Dem der ikke fejler, de laver ikke noget som helst.

Steen Dahlstrøm, afgående formand, Ewii

Formanden ønsker ikke, at kritikken mod hans person skal stå i vejen for Ewiis udvikling.

- Det vil altid være sådan, at man fejler. Dem der ikke fejler, de laver ikke noget som helst. Der har været mange sejre, og der vil være nederlag. Men der er heldigvis stor overflod af rigtig positive historier i Ewii, forklarer den afgående formand. 

Steen Dahlstrøm er socialdemokratisk borgmester i Middelfart Kommune. Han mener dog ikke, at sagen om Ewii vil påvirke hans muligheder for at blive genvalgt.

- Jeg tror, at vælgerne kan holde de to sager fra hinanden. En ting at tackle udfordringer i Ewii bedst muligt. Det viser jeg også i dag. Vælgerne i Middelfart vurderer mig på mit arbejde som borgmester i Middelfart. Det ser jeg hen til med fortrøstning den 21. november, slutter Steen Dahlstrøm.

Næstformand i bestyrelsen, Carl C. Poulsen, Kolding, er konstitueret formand for Ewii indtil repræsentantskabsmødet 15. august.