2. Påskedag var fastsat til sæsonstart i alle rækker. Men sneen og ikke mindst frosten driller.
Sektorleder Paul Frandsen fra Service og drift-enheden for kommunale idrætsanlæg i Kolding har været nødsaget til at meddele klubberne, at banerne ikke vil blive kridtet op til 1. april som planlagt.
Det er det usædvanlige marts-vejr med sne og frost, der gør det umuligt at kridte banerne op. Når sneen forhåbentlig snart smelter, vil frosten i jorden desuden betyde, at vandet ikke kan sive ned og væk fra overfladen.
Prøver viser at banerne er frosne op til 35 cm i dybden. Derfor vil græsset blive ødelagt, hvis der spilles på banerne.
Græsbanerne åbnes derfor først, når sneen er væk - og jorden er frostfri.
Paul Frandsens umiddelbare vurdering er, at det kan ske omkring den 12. og 13. april. Alt afhængig af vejret i påsken.