Albuer og fødder: SF's medlemmer må ikke give hånd til landsmøde

Regeringens anbefaling om at aflyse eller udskyde arrangementer med over 1.000 deltagere påvirker ikke SF's landsmøde. De følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

SF afholdt landsmøde i Kolding lørdag. Alt var dog ikke, som det plejer.

Rundt omkring på landsmødet var der plakater, der viste, hvordan man undgår smitte af coronavirus, og der var ligeledes placeret håndsprit rundt omkring.

Næstformanden Lise Müller fortæller, at SF følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger nøje.
Næstformanden Lise Müller fortæller, at SF følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger nøje.
Foto: Rasmus Jensen

Regeringen og sundhedsmyndighederne oplyste fredag, at man anbefalede udskydelse eller aflysning af arrangementer med flere end 1.000 deltagere.

Der var placeret håndsprit flere steder på Comwell, hvor landsmødet blev afholdt.
Der var placeret håndsprit flere steder på Comwell, hvor landsmødet blev afholdt.
Foto: Rasmus Jensen

Til SF's landsmøde deltager lige under 500 medlemmer, hvilket vel og mærke er under grænsen på de 1.000 personer. Man er dog stadig opmærksom, og SF's næstformand, Lise Müller, mener ikke, at medlemmerne er udsat.

- Vi har givet anvisninger til, hvordan de skal gebærde sig. De skal eksempelvis ikke give hånd. De skal spritte hænderne med håndsprit, og de skal huske at vaske hænder. Vi følger nøje sundhedsmyndighedernes udmeldinger, og vi synes, at det er forsvarligt at afholde landsmødet, siger hun.

Fra SF´s side var man opmærksom på at informere medlemmerne, om hvordan man kunne undgå smitte af virus, fortæller næstformanden.
Fra SF´s side var man opmærksom på at informere medlemmerne, om hvordan man kunne undgå smitte af virus, fortæller næstformanden.

Karina Lorentzen må undvære kram

Et af SF's medlemmer, Karina Lorentzen, har derfor måttet finde alternative måder at hilse på sine partikammerater på.

- Jeg har eksempelvis ikke hilst på nogen på den måde, jeg plejer at gøre, ved at give en krammer. Vi har øvet os i at hilse med fødderne, albuerne og alt mulig andet, siger Karina Lorentzen (SF) og fortsætter.

Karina Lorentzen (SF) måtte vende sig til andre måder at hilse på sine partifæller på.
Karina Lorentzen (SF) måtte vende sig til andre måder at hilse på sine partifæller på.
Foto: Rasmus Jensen

- Det er jo sådan en indgroet del af én, at man hilser ved at kramme dem, som man kender rigtig godt. Det er virkelig mærkeligt, fortæller hun.