Anne og 200 andre viser haven frem

Haveselskabet holder denne weekend årets Havefestival med over 200 åbne haver over hele landet.

En weekend om året åbner Haveselskabets medlemmer deres haver i hele landet og inviterer alle, der har lyst, inden for havelågen til årets Havefestival. Det sker blandt andet i Vamdrup.

- I dag holder vi åben have for dem, der har interesse i at se haven. Vi giver en kop kaffe og en småkage - det er rigtig hyggeligt. Vi gør det af interesse, fordi vi også selv synes, det er sjovt at se andre haver, siger pensionist Anne Christensen til TV SYD

Gæsterne kan, udover kaffe og kage, nyde smukke sommerhaver med et væld af roser, sommerblomster og sommerblomstrende stauder og buske i fuldt flor.

quote

Vi gør det af interesse, fordi vi også selv synes, det er sjovt at se andre haver.

Anne Christensen, pensionist, Vamdrup

- Det er altid utroligt spændende at komme ud og se, hvordan andre mennesker har etableret deres haver. Se hvilke planter der er sat sammen, hvilke står i skygge og hvilke står i sol, siger pensionist Johan Kristensen til TV SYD.

Havefestivalen flytter hvert år til en ny weekend og årstid, så gæsterne kan opleve forskellige blomster i flor.