Asgreen og Honoré udtaget til Tour de France

Kasper Asgreen klar til sit fjerde Tour de France - Mikkel Honoré fra Fredericia får tour-debut.

Kasper Asgreen fra Kolding, Mikkel Honoré fra Fredericia og Michael Mørkøv er alle klar til Tour de France, der fredag begynder med en enkeltstart i København.

Det oplyser deres hold, Quick-Step, i en pressemeddelelse på hjemmesiden.

Dermed når Kasper Asgreen altså at blive klar til Touren, efter at han styrtede i Schweiz Rundt og pådrog sig et dybt sår på knæet, der betød, at han meldte fra til sidste uges danmarksmesterskaber.

I pressemeddelelsen nævnes ikke en status på Asgreens skade.

Det lyder dog, at Asgreen sammen med blandt andre Mørkøv skal hjælpe holdets sprinter til succes.

Debut til fredericianer

25-årige Mikkel Honoré fra Fredericia kan se frem til sin debut i Tour de France.

- Mikkel har udviklet sig meget, siden han kom på holdet, og fortjener en plads på Tour-holdet, lyder det fra sportsdirektør Tom Steels om udtagelsen af danskeren.

For 27-årige Kasper Asgreen bliver det fjerde Tour de France i træk, mens 37-årige Michael Mørkøv skal køre løbet for syvende gang.

Efter enkeltstarten fredag i København fortsætter Tour de France med yderligere to etaper på dansk grund. 2. etape går fra Roskilde til Nyborg over Storebæltsbroen, mens 3. etape køres fra Vejle til Sønderborg.

Med udtagelsen af de tre Quick-Step-danskere er nu foreløbigt ni danskere udtaget til Touren.