Badevand er igen sikkert efter fund af colibakterier

Nu er det igen sikkert at bade ved Teglgården og Mindegården Strand ved Hejlsminde samt ved Fristrand, som ligger lige nord for Binderup Strand.

Meteorologerne melder om sol og varme temperaturer resten af ugen. Til de strand-glade er der derfor godt nyt.

Efter fund af for mange E. colibakterier i badevandet ved en række strande i Kolding kommune i sidste uge viser nye prøver nu, at kvaliteten af vandet er i orden igen.

- Man kan trygt hoppe i vandet. Også selvom skiltene stadig står på strandene. De bliver fjernet i morgen formiddag, siger miljøtekniker Timm Jäger fra Kolding Kommune og tilføjer, at badevandet netop nu har en temperatur på 15 grader.

Ingen forklaring  

De forhøjede værdier af E. colibakterier blev opdaget ved de rutinemæssige prøver, som Kolding Kommune løbende får foretaget hvert år i badesæsonen.

Sidste uges resultater fik Kolding Kommune til at fraråde badning ved Teglgården og Mindegården Strand ved Hejlsminde samt ved Fristrand, som ligger lige nord for Binderup Strand.

Kommunen og BlueKolding - det nye Kolding Spildevand - har forsøgt at spore kilden til de forhøjede værdier af E. colibakterier ved de to strande, men det er endnu ikke lykkedes at finde årsagen. 

- Vi vil selvfølgelig altid gerne kunne give en forklaring på de forhøjede koncentrationer af E. colibakterier, men det er langt fra altid muligt, siger Timm Jäger.

Det kan skyldes private septiktanke eller forbipasserende skibe

Timm Jäger forklarer, at der i det aktuelle tilfælde ikke er konstateret overløb af spildevand fra pumpestationer, som er placeret i nærheden af de to områder. Der har heller ikke været overløb fra Trappendal Renseanlæg eller Christiansfeld Renseanlæg.

Hvad der i stedet kan være skyld i de forhøjede værdier er svært at sige, og derfor skal Timm Jäger i samarbejde med BlueKolding undersøge sagen nærmere de næste dage.

- Forureningen kan for eksempel komme fra private septiktanke, men den kan også skyldes, at forbipasserende skibe i strid med reglerne tømmer deres toilet ud i havet, siger Timm Jäger.