Bamser fra hårde drenge til syge børn

Da datteren blev syg, fik hun en bamse. Nu er der bamser til mange flere børn på børneafdelingen på sygehusene i Aabenraa og Kolding.

Patienterne på børneafdelingen på Kolding Sygehus blev torsdag overrasket af fire ishockeyspillere.

De hårde drenge kom med bløde bamser til dem, der er indlagt på afdelingen. Samtidigt fik Danske Hospitalsklovne doneret syv sække med 350 bamser, som kan deles ud til kommende patienter.

- Det gav altså en klump i halsen, fortæller Kim Koch, der er bestyrelsesmedlem i Sønderjyske Ishockey Support.

- Det så fed en oplevelse. Det at støtte noget lokalt, hvor man ser folk i øjnene, det er bare fedt, siger Kim Koch.

quote

Det så fed en oplevelse. Det at støtte noget lokalt, hvor man ser folk i øjnene, det er bare fedt.

Kim Koch, Sønderjyske Ishockey Support

Sønderjyske Ishockey Support har i seks år samlet penge ind til Movember. Indsamlingen, hvor mænd lader skæget stå i november. Det gør nogle af ishockeyspillerne også.

Sønderjyske Ishockey Support er den officielle supporterklub for Sønderjyskes ishockeyhold.
De har solgt bamser til supporterne, som ved en kamp kastede bamserne ind på isen, hvor de så blev samlet ind.

Datter blev lykkelig for bamse

Det var en personlig oplevelse for ishockeyspiller Mads Lund.

- En bamse kan gøre en stor forskel for børn, der går igennem en hård tid. En bamse kan give et smil på læben i en svær hverdag. Det er en rigtig flot indsamling, supporterne har lavet, siger Mads Lund.

Hans nyfødte datter var sidste år indlagt på Sygehus Lillebælt i Kolding med en indadgående bule i kraniet. Hun blev opereret, da hun var tre uger gammel.
Datteren blev lykkelig for den bamse, hun dengang fik af en hospitalsklovn. Derfor skulle årets indsamling gå til hospitalsklovnene.

I dag har datteren det godt igen.

Ud over Mads Lund var holdkammeraterne Rasmus Lyø, Johs MacDonald og Mike Little med på sygehuset.

De første fire år gik de indsamlede midler til kampen mod prostatakræft. Sidste år gik pengene til Team Rynkeby, og i år faldt valget altså på Danske Hospitalsklovne. 

- Vi håber på at komme op på 35.000 kroner, for indsamlingen fortsætter måneden ud, fortæller Kim Koch.

To besøg

Samtidig med besøget i Kolding fik børneafdelingen på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa også overrakt bamser og penge til Hospitalsklovnene.

- Det bliver hvert år til et godt beløb, som vi sender afsted til de gode formål, fortæller Kim Koch fra Sønderjyske Ishockey Support. 

Ishockeyspillere delte bamser ud på sygehuset i Kolding.
Ishockeyspillere delte bamser ud på sygehuset i Kolding.
Foto: Kim Koch