Bedst til at fange SU-snydere

Kolding Kommune har afsløret 20 pct. af alle de tilfælde i landet, hvor studerende har snydt med udbetaling af SU. Afsløringerne førte til krav om tilbagebetaling af 1,9 mio. kr.

Det er faktisk ikke kommunernes opgave at afsløre snyd med SU. Men Kolding Kommune har været ekstra gode til at afsløre studerende, der snyder.

- I Kolding prioriterer vi ikke kun kommunekassen. Hvis vi opdager bedrageri i forhold til andres pengekasse, så griber vi selvfølgelig også ind der, siger formanden for Socialudvalget i Kolding Kommune, Tine Roos Nørgaard (Kons.) til P4 Trekanten.

Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte havde sidste år et samlet tilbagebetalingskrav på 9,2 millioner kroner. Heraf kom 1,9 millioner kroner fra Kolding Kommune.

- Det har betydet, at vi har rejst mange flere krav end vi ellers kunne. Det har også betydet, at vi er blevet kontaktet af andre kommuner, der ønsker at gøre som Kolding Kommune, siger fuldmægtigt i Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte, Nicolai Rasmussen.