Det var en 30-årig mand fra Vejle, der fredag aften forsøgte at køre fra politiet. Han er nu sigtet for at køre narkopåvirket i en stjålen bil og med stjålne nummerplader. Det oplyser vagtchef Jesper Duus fra Sydøstjyllands Politi lørdag morgen til TV SYD.
Vagtchefen fortæller samtidig, at bilisten i forvejen havde fået frakendt sit kørekort.
Barn i bilen
Under biljagten smed bilisten ting ud af den stjålne bil. Politiet var efterfølgende ude at lede efter tingene.
- Man søgte efter ting, han smed ud i går, men man har ikke fundet noget, fortæller vagtchef Jesper Duus.
Øjenvidne kunne i går fortælle til TV SYD, at vedkommende havde set et barn i bilen. Sydøstjyllands Politi bekræfter, at der var et barn i bilen under biljagten, men vagtchefen vil ikke fortælle yderligere.
- Der er en relation mellem barn og bilist, men mere vil jeg ikke komme ind på, siger vagtchef Jesper Duus.
Den 30-årige mand skal ikke fremstilles i grundlovsforhør, og han er løsladt og kan afvente et retsligt efterspil.