Borgere samler sig i protest mod vindmøller og solcellepark

120 borgere var søndag til informationsmøde i Stepping. Planerne om at opføre 180 meter høje vindmøller og en solcellepark har skabt utilfredshed blandt mange.

Der var fyldt godt op i Trekløverhallen, da en borgergruppe havde indkaldt til informationsmøde om en ny energipark, som selskabet European Energy planlægger at etablere i lokalområdet sammen med to lokale lodsejere.

- Det her møde er et meget stort nej tak herfra, lyder det fra talsmand Daniel Klestrup Bjærge.

Frygter støj og værditab

Ifølge et skriftligt oplæg fra borgergruppen frygter initiativtagerne, at et stort areal bliver forvandlet til industriområde, hvis planerne bliver en realitet.

- Vi frygter for vores sundhed blandt andet på grund af den lavfrekvente støj fra vindmøllerne. Samtidig risikerer vi, at vores ejendomme får et værditab, siger Daniel Klestrup Bjærge.

Mange borgerne var mødt frem i Trekløverhallen i Stepping for at høre mere om planerne.
Mange borgerne var mødt frem i Trekløverhallen i Stepping for at høre mere om planerne.
Foto: Jeppe Frost Kyvsgaard

Borgergruppen har søgt aktindsigt i sagen hos Kolding Kommune og skriver på den baggrund i deres informationsmateriale, at en kommende energipark er planlagt til at brede sig over et området på 305 hektar. 

Endnu er intet besluttet

Det er politikerne i Kolding Kommune, der i sidste ende skal beslutte, om der skal placeres vindmøller og solcellepark i området omkring landsbyerne Stepping, Højrup og Ødis Bramdrup.