Borgmester vil have fartgrænser til tjek

600 bilister blev blitzet på en sikker vejstrækning i Kolding. Nu foreslår borgmesteren, at fartbegrænsninger skal til service-eftersyn.

- Jeg lægger ikke op til, at speederen skal i bund, skriver Jørn Pedersen onsdag på sin Facebook-side.  Farten skal være så, det er fornuft.

Derfor bruger han eksemplet ved Vejlevej i Koldings nordlige udkant. Her blev over 600 blitzet før jul. Fotovognen holdt på et stykke, hvor fartbegrænsningen er 50 km/t.

- 100 meter længere fremme må man – på nøjagtig samme type vej – køre 60 km/t. Og få hundrede meter længere fremme må man køre 70 km/t. Hvorfor denne forskel? spørger han.

- Politiets fotovogne skal så også anvendes, hvor vi har problemer med trafiksikkerheden, og hvor det ikke bare er en pengemaskine. Eksemplet fra Vejlevej siger jo alt. Der er jo ikke problemer med trafiksikkerheden på det stræk, hvor de altid holder.

Et andet eksempel er Skovvangen, hvor fotovognen holdt søndag før jul. Og Jens Holms Vej ved havnen.

- Skovvangen må man køre 50 km/t, Jens Holmsvej det samme, og begge steder er der fortove og cykelstier. Og omvendt er der stræk, hvor vi må køre 50 km/t, hvor farten måske burde være 30 km/t. Derfor vil jeg have vurderet om vores fartbegrænsninger i kommunen ikke trænger til et serviceeftersyn. 

-Fartgrænserne skal tilpasses nutiden, siger han videre.

Jørn Pedersen vil inddrage borgere og borgerforeningen i processen. Og han glæder sig over, at kommune har fået en aftale med politiet om, at fotovogne fremover placeres i samarbejde med kommunen.