Børn lavede vejspærring ved skole

En gruppe børn lavede torsdag en vejspærring med afsavede greve på den befærdede vej ved Lyshøjskolen i Kolding. Der er også rapporter om, at de blændede bilister med laserlys.

- Vi betragter det som drengestreger, siger vicepolitiinspektør Verner Pedersen til TV SYD. Men specielt laserlyset kan være farligt, så vi tager en snak med skolen om sagen.

Hvis der er forældre i området, som finder ud af, at deres børn har været med til den farlige leg, så vil politiet gerne vide det.

Episoden blev anmeldt torsdag kl. 16.35. Ifølge lederen af lokalpolitiet havde de formentlig mindreårige børn lagt afsavede grene ud på Lyshøj Alle ved nogle chikaner ved skolen. Der skete ingen uheld i forbindelse med legen.

Det forlyder, at børnene også har lyst på bilisterne med en laser-pegepind. Det koncentrerede lys kan få en forrude til at lyse helt op og blænde bilisten.

En patruljevogn var i området torsdag, men fandt ingen på stedet.