Brand i transformerstation lukkede for strøm, varme og internet til 12.000 kunder

Beboere i Kolding midtby og omegn vågner torsdag morgen op til en strømafbrydelse, der også lukker for varme og fibernet-forbindelser.

Opdateret klokken 09.08 med oplysninger, at el- og internetforsyningen er genetableret.

Torsdag morgen står en transformerstation ved Aalegården i det centrale Kolding i flammer.

Derfor oplever dele af Kolding og opland manglende elforsyning og svigtende forsyning af vand, varme og kommunikation, skriver Trefor på sin hjemmesides oplysninger om driftsforstyrrelser.

12.000 kunder er ramt

På Twitter oplyser Trefor, at strømafbrydelsen ramte 12.000 husstande og virksomheder på el og varmeforsyningen samt et større antal fibernetkunder.

Kort efter klokken 06 havde 9.000 kunder fået strømmen tilbage - og klokken 07 havde 11.700 atter strøm.

Trefor har genetableret elforsyningen til alle kl. 08.10. Varmeforsyningen forventes normaliseret omkring kl. 10.

Fibernettet kører igen uden problemer.

- Slukningsarbejdet er ved 06-tiden fortsat i gang, men branden er under kontrol, oplystevagtchef Mads Flansmose hos Sydøstjyllands Politi.

Udover problemer med at få lavet morgenkaffen og varmt brusebad medførter strømafbrydelsen også, at en række lysreguleringer i Kolding var ude af drift i de tidlige morgentimer.