Byrådsmedlem: Sag om hjerneskadet er "helt ude i hampen"

Hjerneskadet kørestolsbruger har ventet ni måneder på en ny bolig. Byrådsmedlem kritiserer Kolding Kommunes behandling af kvinden.

- Det er helt ude i hampen.

Sådan siger det koldingensiske byrådsmedlem Elvis Comic (S) om en sag, hvor den 46-årige, hjerneskadede Mette Rohwer har ventet ni måneder på at få en egnet bolig.

Efter mange år i et bofællesskab er hun nu bundet til en kørestol, så hun behøver en bolig med plads til kørestol og lift på badeværelset.

Derfor søgte forældrene om at få hende på plejehjem, hvilket kommunen afviste. I stedet har hun i ni måneder boet i Koldings døgnrehabilitering, hvor hun ifølge kommunen selv "mistrives".

- Det er pinligt, at man efter ni måneder ikke har fundet en egnet bolig til en borger, som er så alvorligt ramt. Jeg håber på en hurtig løsning for hende, siger Elvis Comic, som er medlem af handicapudvalget i Kolding.

Frygter, der er flere sager

Kommunen har givet Mette Rohwer en række tilbud, som familien har afvist. For eksempel blev hun sat på venteliste til et bosted, hvor der blandt andet bor stofmisbrugere og psykisk syge, som skærer i sig selv. 

quote

Jeg frygter, der er andre sager som denne, og at vores fagpersonale ikke er stærkt nok.

Elvis Comic (S), byrådsmedlem i Kolding.

- Det er komplet uforståeligt, at hun er blevet henvist til steder, hvor hun slet ikke passer ind. Jeg frygter, at der er andre sager som denne, og at vores fagpersonale ikke er stærkt nok. Derfor vil jeg have undersøgt, om der skal tilføres ekstra ressourcer til opgaverne, også når vi skal forhandle kommunens næste budget, siger Elvis Comic.

Alder er ikke afgørende

Som afdækket i TV SYD har Ankestyrelsen netop afgjort, at Kolding Kommune skal behandle sagen igen.  Kolding Kommune har afvist at give Mette Rohwer plads på et plejehjem, fordi hun kun er 46 år. Nu siger Ankestyrelsen , at "alder er uden betydning", så det er ikke en gyldig grund til at afvise ansøgningen. 

Ankestyrelsen kritiserer desuden, at kommunen ikke har orienteret Mette Rohwer og hendes familie om, efter hvilke kriterier man afviste at give hende en plejebolig.

Mere ventetid

Nu vil kommunen indhente nye udtalelser til sagen, blandt andet for at kende Mette Rohwers nuværende helbred og funktionsniveau. Derefter sender kommunen en ny afgørelse til familien, som så har fire uger til beslutte, om de også vil anke den nye afgørelse.

Hvis det sker, får sagen en ny tur i Ankestyrelsen, der ofte først kan svare et halvt år senere. 

Herunder kan du se et nyhedsindslag om sagen fra vores nyhedsudsendelse mandag d. 30 juni.

Alder må ikke afgøre, om man kan få en plejebolig, siger Ankestyrelsen. Kritik af Kolding Kommune i langstrakt sag om en hjerneskadet kvinde.