Contrans får ingen tilladelse til hvilehus alligevel

V og K i Kolding har omgjort tilladelsen til et hvilehus for udenlandske chauffører.

Først fik transportvirksomheden Contrans et ja til at bygge et hvilehus til deres udenlandske chauffører. Men efter halvanden uges voldsom kritik af tilladelsen har Venstre og Konservative mandag morgen omgjort beslutningen på et byrådsmøde.

Det skriver JydskeVestkysten.

Onsdag trak Contrans sin ansøgning tilbage trods godkendelsen. Og det er ifølge Koldings borgmester, Jørn Petersen (V), grunden til, at tilladelsen nu er omgjort.

- Hvis ikke Contrans havde trukket sig, ville vi ikke have omgjort noget. Men tilladelsen har affødt en nervøsitet, så ved at omgøre beslutningen vil vi gøre det tydeligt, at tilladelsen ikke er almen praksis, siger Jørn Petersen til TV SYD. 

Med omgørelsen er det også slået fast, at der ikke bliver givet flere tilladelser til lignende sager, før der ligger en samlet plan for, hvordan problemet med udenlandske chauffører på rastepladserne løses. 

- Nu skal der ro på, og så skal vi lige have lidt tid til at lave en helhedsplan, som kan løse problemet i et større omfang – det gjorde Contrans' plan ikke, siger Jørn Petersen.