Dagrofa afsløret i fusk med kød

Fødevarestyrelsen har afsløret Dagrofa S-Engros i Kolding i fusk med store mængder af kød. Firmaet har fået bøder på 20.000 kroner, og Dagrofa har reageret ved at bortvise lederen af den lokale afdeling.

Virksomheden har solgt ca.130 kg ribbensstege og ca.14 kg kalkunbryst, selv om sidste salgsdato var udløbet.

Den har ikke været i stand til at fremlægge sporingsdokumentation for kalkunbryst, ribbenssteg, oksefilet, hollandsk kalvefilet, hakket, oksekød, hakket kalv-flæsk, kalveinderlår, kalveyderlår samt kalvestriploin.

Dokumentationen skal give myndighederne mulighed for at se, hvor kødet kommer fra.

Endelig har virksomheden indfrosset fersk kød uden at være godkendt til det af Fødevarestyrelsen.

Den har indfrosset følgende ferske fødevarer, der senere er solgt som frostvarer: Ca. 96 kg oksefilet, ca. 72 kg kalvefilet, 20 kg hakket oksekød, 7,5 kg hakket kalv-flæsk, 8 kg kalveindeår, 3 kg kalvestriploin og 3 kg kalveyderlår.

Kædedirektør Peter Ryhmer, Dagrofa, beklager forløbet.

- Det er en brandærgerlig sag. Vi har vores egenkontrolprogrammer, som vi følger 100 procent. Det her er et enkeltstående tilfælde, siger han til B.T.

Dagrofa sælger varer til købmænd, grillbarer og spisesteder.