Date en spiseven

Ældre Sagen vil have enlige ældre til at spise sammen, og initiativet spreder sig nu fra kyst til kyst.

Senest er Kolding Kommune gået ind i samarbejdet, så kunderne i kommunens madservice får mulighed for at spise sammen. Initiativet begyndte i Odense Kommune.

- Vi ved fra Odense Kommune, at spisevenner skaber glæde og trivsel i hverdagen samtidig med, at småt spisende borgere ofte får spist mere, når de spiser sammen med andre, fortæller seniorudvalgsformand Søren Rasmussen.

Det er Ældre Sagen i Kolding Kommune, der finder de frivillige spisevenner.

- Vi har allerede god erfaring med almindelige besøgsvenner. Dette er jo samme princip, hvor man så samtidig spiser et måltid sammen. Som med vejret er maden altid et godt samtaleemne og en god måde at starte en snak på, siger Niels Madsen, der er lokalformand for Ældre Sagen.

Kommunens madservice sørger for, at den enkelte ældre får en ekstra portion, når en spiseven kommer på besøg.

Seniorudvalget har afsat 110.000 kroner til ordningen.

Hvis du gerne vil have en frivillig spiseven, eller hvis du selv kunne tænke dig at være spiseven, kan du få mere information og tilmelde dig ordningen hos Ældre Sagen i Kolding.

Ring til Margit Thomsen tlf. 22 71 57 34 eller Flemming Hansen tlf. 20 42 65 28.