Debatdeltagere ville bore i Akkaris kovending

Spændte tilhørere ville vide, hvorfor Akkari foretog kovending i forhold til Muhammed-tegningerne.

Det var særligt én ting, som de fremmødte borgere i Kolding var spændte på at høre om, da den tidligere imam Ahmed Akkari afholdte sin første offentlige optræden, efter at han har skiftet holdning og nu mener, at Muhammed-tegningerne var i orden.

Det siger den lokale initiativtager, socialdemokratisk folketingskandidat Christian Rabjerg Madsen, der havde inviteret Akkari til et debatmøde på Kolding Bibliotek, hvor de fremmødte var interesserede i at høre om, hvorfor Akkari så radikalt har skiftet holding.

- Han siger, at han på en længere rejse i Mellemøsten bliver i stand til at se, at islamister uden for Danmark bruger religionen som magtstrategi. Han bliver desillusioneret og ser, hvordan religionen er blevet brugt til at styre mennesker, fortæller Christian Rabjerg Madsen efter aftenens møde.

I salen var der plads til 150 mennesker, mens 50 måtte se sig afvist i døren grundet pladsmangel. Aftenen forløb roligt. Akkari var en af de imamer, der efter Morgenavisen Jyllands-Postens offentliggørelse af Muhammed-tegningerne i 2005 rejste Mellemøsten rundt for at rejse et krav om en officiel dansk undskyldning.

I dag har han ændret holdning og fortryder sin kritik af tegningerne og Danmark.

Christian Rabjerg Madsen mener, at de fremmødte var med til at sende et samlet budskab.

- Den vigtigste pointe var, at der mødte mange forskellige mennesker op på tværs af religiøse og etniske skel. I aften var vi med til at sige nej til islamismen og debattere, hvordan vi kan bruge Akkaris erfaring i kampen mod islamisme, siger den lokale initiativtager.

På forhånd havde den tidligere imam forklaret, at det ville være med frygt i maven, at han stillede op til sin første offentlig optræden siden holdningsskiftet.

Generelt tog de fremmødte dog godt imod den tidligere imams nye budskaber.

- Der var uenighed og folk, der var sure på det, han gjorde dengang, men der var også klapsalver. Og det ser jeg som en anerkendelse af, at Akkari gør op med sin mørke fortid, siger Rabjerg Madsen.