Deler el-regningen op i 12 bidder

Energiselskabet Trefor indfører fra nytår måneds-afregning for alle kunder.

Trefor indfører fra 1. januar månedsafregning for alle kunder, og samtidig bliver abonnementet fordelt over 12 måneder i stedet for som hidtil, hvor kunderne har betalt hele årsabonnementet i januar måned.

- Vi opfylder dermed ønsket fra koncernens kunder om at overgå til månedsvis fakturering og gøre det muligt at opdele årsabonnementet, så det i stedet for én opkrævning i januar kunne blive opkrævet månedsvis. Det bliver nu en realitet, skriver Trefor i en pressemeddelse.

Ifølge Trefor  betyder ændringen også, at regningerne bliver langt mere ensartede og overskuelige. Der bliver også  en besparelse at hente for de kunder, der tilmelder deres betaling til Betalingsservice via NETS. Det normale gebyr til NETS bliver fra månedsafregningen for januar 2016 dækket af Trefor, så det fremover bliver gratis at betale via Betalingsservice. Der vil fortsat være et gebyr på 30 kr. ved betaling med girokort.