Døde træer betyder mere liv i skoven

De helt små fra Tved Børnehave i Kolding var tirsdag til indvielse af kommunens første biodiversitetsskov.

Det er den smalle og en kilometer lange kystskov ved Rebæk strand på sydsiden af Kolding Fjord, der nu skal være uberørt såkaldt biodiversitetsskov. 

quote

Døde træer er levested for talrige svampe, insektarter og forskellige fugle som spætter og ugler

Line Ankjær, biolog, Kolding Kommune

I en biodiversitetsskov bliver træstammer og grene ikke længere fjernet fra skoven. Alt skal blive liggende og forfalde naturligt i skovbunden og er helt afgørende for at tiltrække mere dyreliv. 

- Døde træer er levested for talrige svampe, insektarter og forskellige fugle som spætter og ugler. Hvis man har en intensiv skovdrift, hvor man fjerner det døde træ, fjerner man også en meget stor del af levestederne for dyr, svampe og planter, forklarer Line Ankjær, biolog i By- og Udviklingsforvaltningen i Kolding.

Nyd skoven og udsigten
By- og Udviklingsforvaltningen har desuden lavet tre lysninger i skoven med bord og bænke-sæt, hvor der er fældet nogle træer, så man også bedre kan nyde den smukke udsigt over fjorden. 

- Projektet her er til glæde for både dyr og planter, men helt sikkert også for skovens gæster, som meget gerne må medbringe madpakken eller eftermiddagskaffen og nyde det her, fortæller Birgitte Kragh, der er formand for Miljøudvalget, (V), i Kolding Kommune til TV SYD.

Biodiversitetsskov

  • En biodiversitetsskov er en skov, hvor det primære formål er at skabe mest mulig biodiversitet samt gode muligheder for at opleve denne for borgerne.
  • Mange insekter, fugle og planter lever og er afhængige af døde træstammer, som bo- og ynglested, og kan derfor ikke trives i intensivt drevne skove.
  • Der tages ikke træ ud af en biodiversitetsskov, og døde grene og stammer beskæres kun, hvis de er til fare for skovgæsterne.
  • Rebæk Kystskov bliver Koldings første biodiversitetsskov.