Dom for cigaretfabrik - snød statskassen for 71 millioner

I den første sag om en ulovlig cigaretfabrik i Vamdrup er ukrainer idømt fire års fængsel og en millionbøde.

En 33-årig ukrainsk mand har onsdag erkendt at have været med til at fremstille 41 millioner cigaretter, som snød statskassen for mere end 71 millioner kroner i afgifter.

Efter tilståelsen har Retten i Kolding onsdag valgt at idømme manden fire års fængsel.

Desuden udvises han af Danmark for bestandig, og han idømmes en bøde på 71,3 millioner kroner - svarende til det beløb, som statskassen blev unddraget. Han har nu to uger til at overveje, om han vil anke straffen.

Den 33-årige mand deltog i fremstillingen af de 41 millioner cigaretter fra november 2020 til 2. marts i år. Her slog politiets specialafdeling Særlig Efterforskning Vest (SEV) til mod en illegal cigaretfabrik i Vamdrup i Sydjylland.

11 millioner cigaretter beslaglagt

11 millioner cigaretter blev beslaglagt, men der er altså blevet produceret endnu flere på fabrikken.

I alt er 14 personer blevet anholdt og varetægtsfængslet i sagen, og den ukrainske mand er den første til at blive dømt. Han har ikke haft en ledende rolle, men har deltaget i fremstillingen.

Det er ikke kun dansk politi, der har deltaget i efterforskningen af den ulovlige fabrik. Også Europol, Skattestyrelsen og flere udenlandske politimyndigheder har efterforsket sagen om fabrikken og transporten af rå tobak dertil.