Dorthe og Hans Peter donerer nødstrømsgenerator til ukrainsk hospital
Dorthe og Hans Peter Søeberg havde fået en nødgenerator i overskud fra deres mosteri lidt uden for Vester Nebel. Nu får den nyt liv i det østlige Ukraine, hvor den skal give strøm til et hospital i byen Sumy.
Rusland har i den seneste tid skruet op for angrebene på kritisk infrastruktur i Ukraine, hvor hospitaler, skoler og varmeværker er blandt målene. Det skriver DR.
Det har store konsekvenser, og en af dem er mangel på livsnødvendige ting i landet - for eksempel strøm.
Derfor har Dorthe og Hans Peter Søeberg besluttet at donere en tre ton tung nødstrømsgenerator fra deres mosteri på Elkærholm til et hospital i Ukraine.
Vi skal have stoppet Rusland. Hvis vi kan bidrage på den her måde, så gør vi det
Dorthe Søeberg
- Det er dejligt at kunne gøre en forskel. Jeg kan jo ikke sende et krydsermissil, fortæller Dorthe Søeberg.
Påvirket af krigen
Det er et stort ønske om at gøre noget, der har fået Dorthe og Hans Peter Søeberg til at stille generatoren kvit og frit til rådighed.
- Vi følger jo med i nyhederne hver dag, og det går os på, siger Hans Peter Søeberg.
Derfor tog de kontakt til Poul Henrik Jensen, der har boet 22 år i Ukraine. Han har sørget for, at generatoren kommer hurtigst muligt afsted.
- Alle steder, hvor du ringer hen og spørger efter generatorer, siger de, “de er røget til Ukraine allerede”, så vi leder stadigvæk og vil meget gerne have flere generatorer, for vi har masser af aftagere til det i Ukraine, siger Poul Henrik Jensen.
- Vi skal have stoppet Rusland
Generatoren skal efter planen ankomme til Ukraine tirsdag. Herfra skal den videre til den østlige del af landet, hvor den fremover skal producere strøm til et psykiatrisk hospital i byen Sumy.