Dræbt efter at være påkørt af lastbil på motorvej

En mand er tirsdag aften blevet dræbt i trafikulykke nær Kolding. Politiet antager, at offeret er udlænding.

En mand er tirsdag aften blevet dræbt, da han blev ramt af en lastbil på E 45.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

Ifølge vagtchef Torben Wind er der tale om en udenlandsk statsborger.

- Vi har fundet noget udenlandsk id, og køretøjet er også udenlandsk, siger vagtchefen, som ikke ønsker at oplyse yderligere om personens nationalitet.

Holdt i nødsporet

Manden var alene i bilen.

- Vi antager, at han holdt ind i nødsporet og bevægede sig ud på kørebanen, hvor han blev ramt af lastbilen. Men vi skal tale med vidner og har også en bilinspektør derude, siger vagtchefen.

Chaufføren af lastbilen kom ikke noget til i forbindelse med påkørslen, der skete mellem motorvejskryds Kolding og motorvejskryds Skærup.

Politiet modtog anmeldelsen om ulykken klokken 21.25.