Drama i nat ved diskotek

En stærkt beruset rumæner blev så vred over, at han blev afvist på et diskotek i Kolding, at han forsøgte at køre dørmanden ned i bil. Derefter kørte han ind i et træ, hvorefter han blev stukket med en kniv af en anden mand.

Rumæneren forsøgte i nat at komme ind på diskotek Tordenskjold i Kolding, men blev afvist af dørmanden.

Det blev han så tosset over, at han hentede sin bil og forsøgte at køre dørmanden ned.

Istedet ramte han et træ. Her løb en anden mand hen til bilen.

- Man skulle tro, at han kom for at hjælpe manden i bilen, men i stedet stikker han ham med en kniv, så han får to overfladiske skader, fortæller Søren Løvendahl til Ritzau.

Rumæneren fik målt en promille på 3,0.