Dyrlæger råder landmænd til at forberede sig grundigt på konflikt

En langvarig strejke kan give halebid og stress i svinestierne.

Allerede nu bør landmændene forberede sig på, at statens dyrlæger kan strejke eller blive lockoutet i april. Sådan lyder opfordringen fra Den Danske Dyrlægeforening.
- Hvis dyrlægerne ikke må kontrollere landmændenes dyr, så bliver dyrene ikke slagtet eller eksporteret. Så hober de sig i stedet op ude i staldene. Derfor vil jeg råde landmændene til allerede nu at kigge efter tomme stalde i nabolaget, så de har et sted at flytte dyrene hen under en konflikt, siger dyrlægeforeningens formand Carsten Jensen til TV SYD.

Stress og halebid
Det kan gå ud over dyrenes velfærd, hvis pladsen bliver for trang.

quote

Selv om der er konflikt, skal ejerne stadig leve op til de sædvanlige pladskrav med mere.

Carsten Jensen, formand for Dyrlægeforeningen

- Hvis vi tager grisene, så risikerer man, at de bider hinanden i ørerne og halerne. De bliver stressede, hvis de mangler plads til at lægge sig ned eller ikke har adgang til foder og vand. Så vokser de heller ikke så hurtigt som normalt, siger Carsten Jensen.

Nødslagtninger
Han understreger, at ejeren har ansvaret for sine dyrs velfærd.
- Selv om der er konflikt, skal ejerne stadig leve op til de sædvanlige pladskrav med mere. Hvis det ikke er muligt, kan der måske åbnes for slagtninger i specielle situationer. Men for alle parter vil det være en god idé, hvis landmændene allerede nu finder ud af, hvordan de kan opbevare deres dyr under en konflikt, siger Carsten Jensen.
Fødevarestyrelsen har endnu ikke meldt ud, i hvilket omfang der kan foretages nødslagtninger.