Efter svære år: Koldings gader bliver fyldt med dragqueens, regnbueflag og fest

De seneste år har det på grund af coronapandemien ikke været helt nemt at arrangere pride, men nu kan arrangørerne bag Kolding Pride endelig lave den fest, de gerne vil uden restriktioner.

- Hold op hvor vi glæder os. Det er det, vi har drømt om de seneste år.

Sådan lyder det fra Benjamin Madsen, der er med til at arrangere Kolding Pride, der lørdag vil fylde Koldings gader med fest og regnbueflag. 

Arrangementet har fundet sted årligt siden 2019 men har de seneste to år været påvirket af coronapandemien. I 2020 blev arrangementet holdt som en onlineudgave, mens coronaens skygge stadig hvilede over større arrangementer i sommeren 2021. 

Arrangerede pride på 10 dage

Ved den første pride i 2019 var det et meget lille arrangement, og det følger der en sjov historie med til, fortæller Kolding Prides næstforperson Benjamin Madsen.

Benjamin Madsen er næstforperson hos Kolding Pride og har været med i foreningen siden begyndelsen i 2019.
Benjamin Madsen er næstforperson hos Kolding Pride og har været med i foreningen siden begyndelsen i 2019.

Tilbage i sommeren 2019 var Benjamin Madsen en del af et mindre LGBTQ+-miljø i Kolding, som lavede arrangementer, da der pludselig var nogle andre, der skrev på Facebook, at de ville lave et pride-arrangement i Kolding. Det synes Benjamin Madsen og de andre fra miljøet selvfølgelig var fedt, men nogle få uger før arrangementet skulle finde sted, skrev arrangørerne så, at det var en joke, og at der ikke blev nogen pride i Kolding.

- Man skal ikke løbe om hjørner med queer-personer, så vi var nogle stykker, der sagde, at det skulle være løgn. Så på 10 dage arrangerede vi en lille pride i Kolding, fortæller Benjamin Madsen.

Vigtigt med lokal pride

Efterfølgende blev Kolding Pride dannet som en forening og målet er blandt andet at lave en parade i Kolding hvert år. 

quote

Det er enormt vigtigt med en lokal pride

Benjamin Madsen, Kolding Pride

En af grundende til, at man laver Kolding Pride er, at folkene bag synes, at der også skal være sådan et arrangement til folk her i området, uden at de skal rejse til eksempelvis København, Aarhus eller Odense.

Det skal der ske

Programmet for Kolding Pride 6. august:

10.00-11.30: Opvarmning ved Godset

11.30-12.30: Parade gennem Kolding

12.30: Ankomst ved Slotssøbadet

13.30: Velkomst

13.45: Tale fra Kolding Byråds Kulturudvalg og Bæredygtighedsudvalg

14.00: Underholdning af DJ & Annie Rection 

14.30: Tale ved AURA Esbjerg og FSTB (Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn)

15.00: Underholdning af DJ & Annie Rection 

15.45: Tale ved FAD (Foreningen for Aseksuelle i Danmark) og Triaden

16.15: DJ

17.00: Afslutning

- Det er enormt vigtigt med en lokal pride. Især hvis du sidder ude i Vester Nebel eller Vonsild, hvor der ikke er noget miljø for det. Nogen kan måske finde noget på nettet, men når du mangler andre at spejle dig i, så er det bare enormt vigtigt for både de unge og ældre i miljøet, at have noget lige i baghaven, siger Benjamin Madsen.

Forventer 250 til 500

Sidste år deltog mellem 100 og 200 i Kolding Pride. I år forventer arrangørerne, at mellem 250 og 500 vil tage del i festlighederne, uden at de dog helt præcist kan være sikre på antallet.

- Det kan både blive meget højere og meget lavere. Hvis solen skinner og alle tager deres tanter med, så kan vi blive flere, lyder det fra næstforpersonen, der ikke lægger skjul på, at dette års arrangement virkelig har været tiltrængt ovenpå de seneste år.

- Det bliver dejligt, at folk kan komme ud af deres små huller og sige: "her er jeg, og jeg har ret til at være her".