Efterlysning af 63-årig mand og bil i forbindelse med dødsfald i Kolding

Efter at en kvinde lørdag blev fundet død i Kolding, leder politiet nu efter 63-årig Bent Ovesen, der er den afdøde kvindes mand.

I går lørdag den 28. oktober klokken 11.40 modtog Sydøstjyllands Politi en anmeldelse om et mistænkeligt dødsfald på Christiansøvej i Kolding. Politiet fandt en 61-årig kvinde død på adressen, da de ankom.

Politiets tekniske efterforskere, hundeførere og en retsmediciner har efterfølgende undersøgt stedet, og undersøgelserne viser, at kvinden ikke er død af naturlige årsager.

Mandag skal kvinden obduceres for at fastslå den endelige dødsårsag og dødstidspunktet. 

Politiet søger vidner

Sydøstjyllands Politi vil meget gerne i kontakt med kvindens 63-årige mand, der ikke er set, siden den 61-årige kvinde blev fundet død. Derfor efterlyses kvindens mand, Bent Ovesen, ligesom en bil, der hører til på parrets adresse, også efterlyses.

Bent Ovesen er 63 år, han er almindelig af bygning og 187 cm. høj. Han er skaldet og bærer briller. Bilen er en gråbrun Ford Mondeo med registreringsnummer AU 24836, årgang 2015.

Har man set Bent Ovesen eller bilen, eller har man andre oplysninger, der kan bringe politiet nærmere en opklaring af sagen, så skal man kontakte Sydøstjyllands Politi på 1-1-4.