Efterskoleelever vinder filmpris: Det er det fedeste

Elever på Lunderskov Efterskole vandt flere priser ved efterskolernes egen filmfestival.

Natten til mandag fandt den prestigefyldte Oscar-uddeling sted, hvor to statuetter kom på danske hænder.

Torsdag aften var der så endnu en prisuddeling, men denne gang foregik det i Lunderskov lidt uden for Kolding, hvor efterskolernes filmfestival Dolly Awards blev fejret.

Her vandt filmen ’Smykker’, der er produceret af elever på Lunderskov Efterskole, juryens specialpris.

- Vi er mega stolte og mega glade, fortæller Sander Sørensen og Villas Hartvig, der er henholdsvis instruktør og producer på filmen.

Udover juryens specialpris vandt Lunderskov Efterskole også priserne for bedste mandlige skuespiller, bedste lys og bedste special effects.

Ros fra idolet

’Smykker’ handler om en pige, der har det svært og ikke passer ind, da hun ikke har smykker, ligesom resten af klassen. Filmen er lavet af elever på film- og filmskuespillerlinjen på Lunderskov Efterskole, og den gjorde indtryk på jurymedlemmerne, der fremhæver filmholdets mod. I juryen sidder instruktør Tanne Sommer, skuespiller Nicolaj Kopernikus og den unge filmskaber Jonas Risvig, og særligt Risvigs begejstring for filmen gør eleverne stolte.

- Han fortalte, at han havde set den seks gange, og det er det fedeste, udover selve prisen! Juryen værdsætter den, har tænkt over den, og den har fået dem til at føle noget. Det er en kæmpe ære, for det er jo det, film handler om. Og så er det særligt, det kommer fra Jonas Risvig, for han laver mange film for og med unge, så det er fedt, han værdsætter det, siger Villas Hartvig.

Hele holdet bag filmen sammen med jurymedlem og idolet Jonas Risvig.
Hele holdet bag filmen sammen med jurymedlem og idolet Jonas Risvig.

Drømmer stort

Egentlig skulle Dolly Filmfestival have været afholdt tidligere på året, men blev rykket til ugen efter Oscar-uddelingen, og det gjorde det egentlig bare endnu mere specielt at være med til.

- Det er lidt fedt og specielt. Normalt ligger det tidligere på året, men det er fedt, særligt efter Druk vandt, for så går vi på en måde i deres fodspor, siger Sander Sørensen.

De to filmskabere har interesseret sig for film det meste af deres liv, og nu drømmer de om at uddanne sig inden for filmverdenen. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.