Elbokøkkenet får bøde på 15.000,-

Fødevarestyrelsen har givet Elbokøkkenet en bøde på 15.000 kroner. Det skriver jv.dk. Derudover har Elbokøkkenet fået en indskærpelse, fordi de ikke har foretaget de nødvendige prøvetagninger i forbindelse med egenkontrollen.

En bøde på 15.000 kroner og en indskærpelse. det er den foreløbige konsekvens af fundet af listeriabakterier i retter produceret på Elbokøkkenet i Kolding. Det skriver jv.dk.

Den 30. marts i år var Fødevarestyrelsen forbi virksomheden for at tage prøver, og de viste, at der var listeria-bakterier i to af de retter, der var produceret i køkkenet. To retter, som allerede var sendt ud til omkring 150 ældre og handicappede i Kolding Kommune blev derefter trukket tilbage. En tredje ret, som endnu ikke var sendt ud af Elbokøkkenet, blev destrueret.

Fundet af de bakteriefyldte retter har nu fået Fødevarestyrelsen til at give Elbokøkkenet en bøde på 15.000 kroner. Bøden er givet på baggrund af for dårlig rengøring i Elbokøkkenet i perioden fra den 23. til den 30. marts.

- Den får køkkenet på baggrund af vores analyser af de retter, der er trukket tilbage. De indeholdt listeria. Vi giver bøden, fordi der har været en brist. Der er ikke blevet gjort rent og desinficeret i tilstrækkelig grad, forklarer Eva Rosenørn, der er sektionsleder hos Fødevarestyrelsen, til jv.dk.

Tidligere har Fødevarestyrelsen beroliget borgerne i Kolding med, at risikoen for sygdom efter indtagelse af retterne fra Elbokøkkenet er lille. Men styrelsen forklarer til jv.dk, at de tager sagen meget alvorligt:

- Det er altid alvorligt, når vi skrider til at give en bøde. Som vi udtalte tidligere, så er risikoen for sygdom lav, fordi der var et forholdsvist lavt indhold af listeriabakterier i retterne. Når rengøringen og desinfektionen ikke er god nok, så har man risiko for sygdomsfremkaldende bakterier i maden, og det er jo alvorligt, siger Eva Rosenørn til avisen.

Køkkenet har også fået en såkaldt indskærpelse for sin egenkontrol.