Energi Danmark bliver hovedsponsor for KIF Kolding

KIF Håndbold Elite A/S har fået en håndsrækning i en økonomsik svær tid: En ny hovedsponsor til klubbens herrehold. Men kontrakten gælder kun for den indeværende sæson. Værdien af kontrakten er hemmelig.    

Nu skal der stå Energi Danmark på herrernes tøj både i den
nationale håndboldliga og i Champions League. Aftalen indeholder både en del eksponering på tøj og bander. Sponsorkontrakten falder på et tørt sted, da KIF har store økonomiske problemer. Hvorvidt disse nu er løst, er dog uvist. Men Jens Boesen, direktør i KIF Håndbold Elite A/S siger om aftalen:

- Det er en virkelig dejlig fornemmelse at have indgået en aftale med ét firma af denne størrelse. Det er meget vigtigt for os økonomsik men også med den signalværdi kontrakten har overfor vores samarbejdspartnere og potentielle sponsorer.  

Ingen støttekroner

Han understreger, at Energi Danmark ikke lægger støttekroner i klubben, men at firmaet er gået ind i sponsoratet af kommercielle hensyn. Sportsklubben har nemlig stor værdi på markedet på grund af den store tv-dækning af klubbens kampe, påpeger Jens Boesen.