EU-kandidater studerede patentret

Kandidater til EU-parlamentet hentede mandag argumenter til deres valgkamp på dynefabrikken Quilts of Denmark i Vamdrup.

Kandidaterne skal ikke alene slås for mandater i parlamentet. De skal også forholde sig til folkeafstemningen om et fælles patentkontor i EU og en patentdomstol, der også holdes på valgdagen 25. maj.

Regeringen kunne ikke få 5/6 flertal i Folketinget for forslaget om en fælles europæisk patentordning. Grundloven kræver et så stort flertal, når myndighed overlades til et overnationalt foretagende. Derfor skal folket høres ved en afstemning.

Enhedslisten, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti ville ikke støtte forslaget i Folketinget, blandt andet fordi det rummer suverænitetsafgivelse.

Kan hurtigere gå ind på nyt marked

Quilts of Denmark ser en fælles europæisk patentordning som et fremskridt. Den indebærer, at virksomheder kun skal søge ét sted for at få beskyttet deres patenter i det meste af Europa. Virksomheder har en række patenter inden for varmeregulering og antibakteriel behandling af dyner.

- Vi bliver tit kopieret, og derfor ønsker vi ikke at gå ind på et nyt marked, hvis vi ikke er beskyttet. Derfor er det væsentligt for os, at det bliver enkelt at beskytte vores patenter, siger virksomhedens grundlægger, Hans Erik Schmidt.

EU-kandidat Asger Christensen, Jordrup, mener, at det fælles europæiske patentsystem kan sikre vækst og arbejdspladser i Danmark.

Spanien og Italien har sagt nej til enhedspatentering og patentdomstolen.

Læs mere på Folketingets EU-oplysning