Eva Kjer Hansen færdig i politik

Den mangeårige folketings- og byrådspolitiker fra Venstre trækker sig nu helt fra politik. Hun bliver dog i partiet.

Rettelse: Tidligere fremgik det af artiklen, at Eva Kjer Hansen også melder sig ud af Venstre. Hun forbliver medlem af partiet.

Venstre-politikeren Eva Kjer Hansen trækker sig nu helt fra politik. Hun forlader både byrådet i Kolding Kommune - en uge efter hun ikke blev genvalgt til Folketinget efter 32 år.

Det skriver Jydske Vestkysten, og hun bekræfter selv over for TV SYD.

Eva Kjer Hansen blev stemt ind i byrådet i Kolding Kommune ved kommunalvalget i november 2021, men nu er det altså slut.

- Jeg blev ikke genvalgt til Folketinget, og jeg skal derfor søge et job. At være politisk aktiv gør det mere besværligt at få et nyt job. Jeg giver mig de bedste muligheder for et nyt job ved at trække mig helt fra politik. Jeg er dog stadig medlem af Venstre, siger hun til TV SYD.

Hun vil ikke komme ind på, hvilken branche hun søger job inden for.

quote

Jeg var ikke klar over, at der skulle være nogen, der ville have mig til at trække mig (...) Det overrasker mig dog ikke

Eva Kjer Hansen, Venstre

Eva Kjer Hansen trækker sig derfor også som gruppeformand for Venstre i Kolding. 

Partiforeningen oplyser til TV SYD, at partiet snarest vil finde en erstatning for hende.

Indtil videre fortsætter hun dog som kulturudvalgsformand, indtil hun formelt kan trække sig fra byrådet.

- Det er klart, at det er et kæmpe skift efter mange år i politik. Jeg har en stor taknemmelighed for de vælgere og mennesker, der har vist mig tillid gennem årene. Det syd- og sønderjyske har formet min politik, hvor jeg har bragt sager herfra ind på Christiansborg, siger Eva Kjer Hansen.

Eva Kjer Hansen

  • Alder: 58 år

  • Født: 22. august 1964 i Aabenraa

  • Datter af landmand Hans Hansen og Ellen Kjer Hansen. Har selv tre døtre

Uddannelse:

  • 2012: Cand.polit. fra Københavns Universitet

  • 1991: Tillægsuddannelsen på Danmarks Journalisthøjskole

  • 1983: Student fra Aabenraa Statsskole

  • 1978-80: Rødekro Skole

  • 1971-78: Hellevad Skole

Politisk karriere:

  • 2019-2022: Formand for Europaudvalget

  • 2018-2019: Minister for fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde

  • 2015-2016: Miljø- og fødevareminister

  • 2011-2015: Formand for Europaudvalget

  • 2010-2011: Formand for Det Udenrigspolitiske Nævn

  • 2007-2010: Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri

  • 2004-2007: Socialminister og minister for ligestilling

Udmærkelser:

  • 2005: Kommandør af Dannebrogordenen

Kilde: Ritzau

Trækker sig før krisemøde

Meldingen kommer dagen før et krisemøde i partiforeningen i Kolding.

Her ville Eva Kjer Hansen ifølge Jydske Vestkystens oplysninger blive mødt af en opfordring om at træde tilbage som gruppeformand på grund af samarbejdsvanskeligheder.

- Jeg var ikke klar over, at der skulle være nogen, der ville have mig til at trække mig. Jeg var informeret om, at mødet i morgen skulle handle om de næste treårs-planer, og hvordan Venstre vinder valget i Kolding kommune. Det overrasker mig dog ikke, hvis det var det, der var lagt op til, siger hun til TV SYD.

Hun oplyser, at hun ikke deltager i mødet og vil i øvrigt ikke kommentere rygterne om samarbejdsvanskeligheder.

quote

Der er en splittelse i Kolding byråd

Eva Kjer Hansen, Venstre

Splittelse i byrådet

Men hun mener, at der er en splittelse i partiet i Kolding.

- Der er en splittelse i Kolding byråd. Det viste sig helt konkret ved valget, hvor Tobias Jørgensen har ført en meget aggressiv kampagne i Kolding. Det skaber ikke det bedste arbejdsmiljø for gruppen, siger hun og tilføjer:

- Splittelsen har været der hele vejen igennem siden valget. Det tager noget af arbejdsglæden. Jeg synes, at folk som Tobias Jørgensen er virkelig skadelige for et parti. Den type der ønsker at splitte i stedet for at samle. Det er et afsluttet kapitel for mig nu.

TV SYD har været i kontakt med Tobias Jørgensen, som ikke ønsker at kommentere Eva Kjer Hansens udtalelser.

Det blev også et farvel til Folketinget efter 32 år ved folketingsvalget 1. november. Her var Eva Kjer Hansen kun 234 stemmer fra at blive stemt ind.

TV SYD forsøger at få en kommentar fra Venstre-formand Jakob Ellemann Jensen.