Eva Kjer-støtter: Venstre i Kolding har brug for nye øjne udefra

Eva Kjer Hansen (V) har hjerte for Kolding og kan se på byen med øjne udefra, mener to byrådsmedlemmer fra Venstre i Kolding, der erklærer deres støtte til folketingspolitikeren.

Venstres byrådsmedlemmer i Kolding Birgitte Kragh og Eea Haldan Vestergaard bakker aktivt op om Eva Kjer Hansen som partiets spidskandidat.

I sidste uge meddelte folketingspolitikeren, at hun ønsker at være Venstres spidskandidat ved kommunalvalget næste år. Posten skal hun kæmpe om med den lokale Kolding-politiker Jakob Ville.

quote

Eva bliver friske kræfter, som har netværket i Kolding til at realisere sine visioner for byens udvikling.

Eea Haldan Vestergaard (V), byrådsmedlem i Kolding

Tidligere onsdag meldte Koldings nuværende borgmester Jørn Pedersen ud, at han støtter Jakob Ville.

- Jeg bakker op om én, der er forankret i lokalpolitik og har hjertet med i det. Hvorfor skulle man ellers knokle, hvis en anden plukker frugterne?, sagde Jørn Pedersen til TV SYD onsdag morgen.

Visionær politiker

Men både Birgitte Kragh og Eea Haldan Vestergaard peger på Eva Kjer Hansen, som den oplagte spidskandidat.

- Det gør jeg, fordi Eva er en visionær politiker. Hun har hjerte for Kolding, men kan se på byen med øjne udefra. Samtidig har hun relationer, som Kolding kan have rigtig god gavn af, siger Birgitte Kragh.

Hun er blandt andet tilhænger af den tidligere miljøministers visioner på det grønne område.

- Det er Eva Kjer Hansens ambition at få grøn omstilling til Kolding. Det handler om at trække arbejdspladser til og skaffe byen en grøn profil, så vi kan blive en mønsterkommune på det grønne område, siger Birgitte Kragh.

- Jeg er ikke sikker på, at det rigtigste for Kolding er at få mere af det samme. Jeg vil gerne bygge ovenpå det gode fundament, vi har lagt. Det mener jeg, at vi kan med Eva og det blik, hun vil komme med, siger hun.

Nyt politisk projekt

Kollegaen Eea Haldan Vestergaard er enig.

- De er begge gode kandidater, men jeg glæder mig til at arbejde for et nyt politisk projekt. Eva bliver friske kræfter, som har netværket i Kolding til at realisere sine visioner for byens udvikling. Det vil jeg gerne støtte, siger hun.

De to kvindelige byrådsmedlemmer er en del af den såkaldte firebande, som støtter op om Eva Kjer Hansen. Gruppen tæller også Venstres byrådsmedlem Henrik Nielsen samt Asger Christensen, der i øjeblikket har orlov fra Kolding Byråd på grund af sit medlemskab af EU-Parlamentet.