Eva på 92 på eventyr i tre dage med rickshaw

Eva Nørby og en snes andre beboere fra plejehjem i Kolding begav sig torsdag ud på en tre dages odysse fra Kolding til Rømø. Transporten skete med ti cykel-rickshaws.

Humøret var i top, og solen varmede en snes plejehjemsbeboere, som torsdag formiddag begav sig ud på 125 kilometers cykeltur. Forude ligger tre dages eventyr, mens de ti rickshaws triller gennem sommerlandskabet på vej til Rømø.

Passagererne i de ti rickshaws har en gennemsnitsalder på næsten 80 år. Til at træde cyklerne er frivillige cykelpiloter fra foreningen Cykling uden Alder. En af passagererne er 92-årige Eva Nørby, som i seks år har boet på Vonsildhave.

- Min datter arbejder på plejehjem, og hun er meget bekymret for, om jeg kan klare det. Jeg har sagt, at hun ikke skal være nervøs, siger Eva Nørby til TV SYD.

Kolding by står sammen om turen. Lokale firmaer, butikker og foreninger støtter turen med penge og naturalier. F.eks. den lokale Harley Davidson-klub, som også kører ekskorte ud af Kolding.

quote

Min datter arbejder på plejehjem, og hun er meget bekymret for, om jeg kan klare det. Jeg har sagt, at hun ikke skal være nervøs.

Eva Nørby, beboer på Vonsildhave.

  - Vi har trænet til turen længe. Vi har fundet ud af at ved at tage sådan nogle længere ture, så sker der bare nogle helt andre ting for beboerne. Der åbner sig en helt  ny verden, og snakken går. Alle bliver bare så glade, siger aktivitetskonsulent Bente Suni, Kolding Kommune. 

Turen er planlagt til 125 kilometer. Første etape går til Haderslev via Hejlsminde. Undervejs vinker kortegen til beboerne på andre plejecentre.

Fredag går turen videre til Danmarks ældste By, Ribe. Sidste etape går mod syd langs Vesterhavet med formiddagskaffe på Rejsby Efterskole. Turen slutter i Lakolk på Rømø. Her slutter naboer og ansatte fra plejehjem, familie og venner sig til selskabet. Og om grillen fortæller de om oplevelser fra turen.

quote

Vi har fundet ud af at ved at tage sådan nogle længere ture, så sker der bare nogle helt andre ting for beboerne.

Bente Suni, aktivitetskonsulent, Kolding Kommune.

Vejret har været en bekymring. Specielt regnen og blæsten gav panderynker. Men varmt tøj og regnslag er en del af udrustningen…

Projektet er en del af under TrygFonden. Formålet er at ”øge livsmulighederne for ældre på plejehjem og skabe relationer på tværs af generationer”. Læs mere på cyklinjgudenalder.dk.

Glæde og smil fra beboerne på andre plejecentre, som passeres undervejs.
Glæde og smil fra beboerne på andre plejecentre, som passeres undervejs.