Ewii-repræsentantskab til bestyrelsen: Lad os nu få en forklaring

Om Ewiis bestyrelse var klar over daværende direktør Knud Steen Larsens brug af sponsorpenge er uvist. Men uanset hvad forlanger virksomhedens repræsentantskab en forklaring, når det mødes til august.

Tirsdag den 13. juni fratrådte Knud Steen Larsen sin stilling som direktør i Ewii. Det gjorde han, lige efter en lang række anklager væltede ind fra firmaets repræsentantskab. De anklager Knud Steen Larsen for at have misbrugt sponsorpenge til bl.a. dyre luksusrejser med sin familie. Knud Steen Larsen fortæller, at bestyrelsen hele tiden har haft kendskab til det, der er foregået, men det er bestyrelsen ikke enig i. 

quote

Hvis bestyrelsen har haft kendskab til de ting, der er kommet frem i pressen, så synes jeg, at det er en yderst kritisk sag. Hvis de ikke vidste det, men først fandt ud af det på samme tid som os andre, så synes jeg, de skal overveje, om man som bestyrelse har været involveret nok i den virksomhed, man sidder for bordenden af.

Bent Jacobsen, repræsentantskabsmedlem, Ewii

- Vi havde en klar aftale om, hvor mange penge, der måtte bruges på sponsorater – og det var så direktørens job at tage sig af det. Nu kan vi så se, at vi nok skulle have holdt lidt mere hånd i hanke med det, siger Steen Dahlstrøm, bestyrelsesformand i Ewii og borgmester i Middelfart for Socialdemokratiet.

Men repræsentantskabet synes håndteringen af sagen har været slap – uanset om bestyrelsen vidste, hvad der foregik eller ej.

- Hvis bestyrelsen har haft kendskab til de ting, der er kommet frem i pressen, så synes jeg, at det er en yderst kritisk sag. Hvis de ikke vidste det, men først fandt ud af det på samme tid som os andre, så synes jeg, de skal overveje, om man som bestyrelse har været involveret nok i den virksomhed, man sidder for bordenden af. Lad os nu få en forklaring, siger Bent Jacobsen, repræsentantskabsmedlem, Ewii.

Ewiis repræsentantskab er blevet indkaldt til møde den 15. august – halvanden måned før tid. På mødet skal virksomhedens fremtidige strategi drøftes i repræsentantskabet. 

Hvad er Ewii?

Ewii er en kundedrevet energikoncern, der arbejder med produktion af grøn energi. 
Ewii leverer el, vand og varme til over 100.000 kunder i Trekantområdet.
Virksomheden har et repræsentantskab med 120 medlemmer valgt af selskabets kunder.
Repræsentantskabet er selskabets øverste myndighed og vælger bestyrelsen.