Fængslet for vold og afpresning

To mænd fra Sønderjylland er fængslet i en uge, sigtet for at have truet en 30-årig mand i Kolding til at betale 65.000 kr.

De to mænd på 25 og 28 år sigtes for vold og afpresning. De opsøgte manden i hans lejlighed i Brændkjærgade i Kolding. Under overfaldet, hvor han angiveligt skal være slået med flad hånd i ansigtet, krævede de to 65.000 kr.

Overfaldet skete for en uge siden. De to sønderjyske mænd stak af, og den yngste af dem blev anholdt fredag, mens den anden blev anholdt onsdag.

Politiet i Kolding ønsker ikke at oplyse, om der er tale om gæld i forbindelse med køb og salg af narkotika. Anklageren henholder sig til, at retsmøderne er foregået for lukkede døre