Familien dropper kødet – næsten

Flere danskere dropper kødet og bliver i stedet vegetarer eller flexitarer.

Hver dansker spiser i gennemsnit 72 kilo kød om året. Det svarer til 200 gram kød om dagen. Men et stigende antal danskere dropper kødet – helt eller delvist.  

Kun to ud af 100 spiser aldrig kød eller fisk, men det er markant flere end før. Udover de rendyrkede vegetarer er tendensen, at flere bliver flexitarer – en slags vegetarer på deltid. En af dem er den 27-årige Emil Bakkendrup fra Kolding.

- Jeg fandt ud af, hvor slemt det at spise kød er for miljøet. Det kræver mange ressourcer og er ikke en særlig effektiv måde at lave mad på. Men jeg synes også, at kød smager rigtigt godt, så jeg har valgt en løsning, hvor jeg har fem kødfrie dage om ugen, siger Emil Bakkendrup. 

Børn er mest åbne

Dansk Vegetarisk Forening har ansat ham til at undervise i sammenhængen mellem mad og miljø. Han underviser primært elever i 6. og 7. klasser.

- Børn er mere åbne overfor den tankegang end voksne. Jeg tror, at når man bliver ældre, så har man fået nogle spisevaner, som er rigtigt svære at rykke ved. Især når man får familie, så er det nemmest at spise det, man plejer, siger Emil Bakkendrup.

quote

Jeg fandt ud af, hvor slemt det at spise kød er for miljøet. Men jeg synes også, at kød smager rigtigt godt, så jeg har valgt en løsning, hvor jeg har fem kødfrie dage om ugen.

Emil Bakkendrup, studerende og flexitar, Kolding

Midtuge-vegetarer

Der er dog flere og flere voksne, som lægger kosten om. Det gælder også i hans egen familie. Hans stedsøster er vegetar på fuld tid, og hans stedfar, Klaus Thastum, spiser grønt på deltid.

- Min kone og jeg er midtuge-vegetarer. Det vil sige, at når vi kommer hen til fredag, så må vi godt spise kød. Ellers solidariserer vi med vores børns holdninger og deres holdninger til mad og dyrevelfærd, siger Klaus Thastum.