Far til 11-årig pige fanger sexkrænker

Ung mand sigtes for at have krænket lille sovende pige sexuelt i villa i Kolding.

Ved at skrige er det lykkedes for en 11-årig pige i Kolding at jage en fremmed mand på flugt.

Pigen lå og sov i familiens hus, da hun opdagede, at noget var galt.
Den fremmede mand ragede på pigen, som derfor vågnede, oplyser Sydøstjyllands Politi.
 
Hendes far blev alarmeret, og han løb uden for, hvor han satte efter manden og fik ham indhentet.

- Han tilbageholdt ham, indtil politiet kom frem, siger vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi.
Den anholdte er 19 år. Han var påvirket af spiritus.

I første omgang undersøgte politiet, om han kunne sigtes for forsøg på voldtægt.
Men det er endt med, at sigtelsen i stedet drejer sig om blufærdighedskrænkelse.

- Han vil blive løsladt senere i dag, siger vagtchefen.

Der er ikke noget, der tyder på, at den 19-årige ville begå indbrud, lyder det fra politiet.
Næste skridt i sagen bliver, at juristerne skal vurdere politiets efterforskning, og derefter vil den 19-årige blive stillet for retten.