Fastfoodkæde indfører firedages arbejdsuge - tre tips til at gøre det samme

Efter to års prøveperiode indfører fastfoodkæden Sunset Boulevard nu en firedages arbejdsuge på 32 timer for medarbejderne, hvor de beholder samme løn som før.

- Vi er blevet meget mere effektive og har fået meget mere fritid, så jeg vil ikke tilbage til en femdages arbejdsuge.

Sådan lyder ordene fra Stephanie Andersen, der arbejder som kommerciel chef ved Sunset Boulevard. 

I knap to år har ansatte på hovedkontoret i Kolding haft en firedages arbejdsuge på prøvebasis, men nu tager de skridtet fuldt ud og gør den firedages arbejdsuge officiel.

Den femte arbejdsdag er simpelthen blevet afskaffet, og medarbejderne skal derfor ikke arbejde længere de andre fire dage.

Stolene er tomme og skærmene slukkede, for fredag er ensbetydende med weekend hos Sunset Boulevard.
Stolene er tomme og skærmene slukkede, for fredag er ensbetydende med weekend hos Sunset Boulevard.
Foto: Anne Louise Pørtner, TV SYD

Konkrete tiltag

Det kan for nogle virke uoverskueligt at skære en arbejdsdag fra og stadig nå den samme mængde arbejde.

Derfor var det altafgørende for ledelsen, at der var tænkt over, hvordan medarbejderne skulle klare samme mængde arbejde på kortere tid, inden de kastede ideen i søen.

quote

Vi vil gøre op med den fastlåste ide om 37 timers arbejdsuger

Jens Broch, direktør i Sunset Boulevard

- Vi har indført tre konkrete tiltag, der har sikret, at vi får en mere struktureret og effektiv hverdag, fortæller Jens Broch, der er direktør i Sunset Boulevard. 

Ét af tiltagene er et 'skoleskema', som betyder, at de ansatte i tidsrummet 09.00-11.00 ikke må forstyrres, og det har for Stephanie Andersen gjort en verden til forskel. 

- Opgaver, der tidligere tog mig flere dage at lave, kan jeg nu lave på et par timer, fordi jeg får ro til at fordybe mig uden forstyrrelser. 

Normalt er der liv og glade dage på kontoret, men ikke om fredagen.
Normalt er der liv og glade dage på kontoret, men ikke om fredagen.
Foto: Anne Louise Pørtner, TV SYD

Et andet tiltag, der har vist sig at gøre arbejdsdagen mere effektiv er kravet om, at antallet af møder skal nedsættes og det samme skal antallet af mødedeltagere, hvilket stiller højere krav til beslutningskompetencerne hos den enkelte. 

Sidst, men ikke mindst, har fastfoodkæden indført et nyt digitalt arbejdsstyringssystem, som de deler på tværs i hele organisationen. 

- Det er vildt at opleve, at mange møder faktisk er overflødige og samtidig vildt fedt, at vi nu er langt mere forberedte til de møder, vi rent faktisk deltager i, og at vi hurtigere finder løsninger, siger Stephanie Andersen. 

For Jens Broch har det også været svært at omstille sig til den nye hverdag, men efter tilvænning er han lykkelig for det.
For Jens Broch har det også været svært at omstille sig til den nye hverdag, men efter tilvænning er han lykkelig for det.
Foto: Sunset Boulevard

Højere vækst og mindre arbejdstid

For direktør Jens Broch har indførelsen af firedages arbejdsugen og de nye arbejdsmetoder et klart formål. 

- Vi vil lave et opgør med den fastlåste ide om, at man skal arbejde 37 timer om ugen, for at virksomheden vækster, siger han og fortsætter: 

- Jeg er overbevist om, at det afgørende for succes er, hvordan vi bruger vores arbejdstid og ikke hvor mange timer vi arbejder.

For direktøren handler det i høj grad om, at alle bliver bedre til at prioritere deres tid og ikke ukritisk bruger kollegaernes tid. 

Fire-dages uger hitter

RK Smede- og Maskinfabrik i Horsens besluttede at sætte et forsøg i gang, hvor de ansatte arbejder 9,5 time mandag til torsdag, for så at holde helt fri fredag til søndag.

Dét forsøg endte med at blive en succes, og er nu en fast arbejdsrutine, som både ledelsen og medarbejderne er meget tilfredse med. 

Fuld energi

Fra mandag morgen til torsdag eftermiddag er der fuld gang i kontoret i Kolding, men når medarbejderne stempler ud torsdag eftermiddag, har de forlænget weekend, og dét kan mærkes mandag morgen.

- Jeg glæder mig altid til en ny uge, hvor jeg kan give den fuld gas, fordi jeg har haft tid til at lade op. Det giver mig lyst til at give en masse tilbage til virksomheden, siger Stephanie Andersen. 

Efter den succesfulde indførelse af firedages arbejdsugen på hovedkontoret overvejer virksomheden nu også at gøre det samme rundt om i landet på restauranterne.