Flere i arbejde - færre skatter

Der er en skattelettelse på vej til virksomhederne i Kolding. Dækningsafgiften sænkes, fordi virksomhederne har skaffet job til ekstra 500 borgere.

Ansæt mere personale og I kan se frem til en skattelettelse - det var den besked Kolding Kommune gav til byens virksomheder tilbage i 2014.

Succeskriteriet var dengang at få 500 borgere i arbejde inden 2016. Allerede nu er målet praktisk talt nået. 490 er kommet i arbejde, hvilket udløser en nedsættelse af dækningsafgiften på 1,2 promille næste år.

- Det er en ren win-win-win situation. Flere kommer i arbejde, kommunen sparer penge og virksomhederne slipper billigere i skat, fortæller Mette Balsby, formand for arbejdsmarkedsudvalget i Kolding, Mette Balsby, til TV SYD.

- Jeg synes, jobcenteret har vist sig som en utrolig seriøs samarbejdspartner for virksomhederne, siger hun.

Under titlen "Kolding i arbejde" var det formålet at få 500 koldingensere i arbejde ved udgangen af 2016, og nu er målet nået mere end et år før tiden.

Målet er også helt at fjerne dækningsafgiften for virksomhederne i 2018. For 2015 er den 6,6 promille, og næste år er den så nede på 5,4 promille.

Kommunen sparer ca. 13 mio. kr. i offentlig forsørgelse, hvilket bl.a. finansierer provenutabet på de 1,2 promille.

Hør Lasse Kamp, der er arbejdsmarkedschef i Kolding Kommune, forklare, hvorfor man har lavet initiativet "Kolding i arbejde" (Varighed: 01:05).