Flertal i EU vil gøre det lettere at skyde ulve

Bestanden af ulve i Danmark er blevet for stor. Derfor skal det gøres muligt at regulere bestanden, mener EU-parlamentsmedlem Asger Christensen (V) fra Kolding.

- Danmark er alt for lille til ulve, derfor er vi nødt til at få tilladelse til at skyde dem.

Det mener Asger Christensen (V), der sammen med andre politikere i EU-parlamentet netop har skaffet et flertal, der betyder, at EU-kommissionen nu skal se på, om reglerne for beskyttelse af sjældne dyr skal ændres.

- Vi kan jo se, at bestanden af ulve er steget med 30 procent i Europa siden 2016. Derfor er vi nødt til at regulere bestanden, inden de bliver til mere gene for mennesker og husdyr, siger Asger Christensen.

Et fredet dyr

Ulven er sammen med flere andre dyr i dag beskyttet af et EU-habitatdirektiv. Det betyder, at ulven er totalfredet.

Det blev indført i 1992. Men nu er bestanden vokset så meget, at der er brug for en ændring, så ulven fremover bliver betragtet som et mindre fredet dyr, mener Asger Christensen.

- Vi har brugt rigtig meget tid på det her. Der har været mange eksperter inde over. Vi ved godt, det er et følsomt emne, men nu har antallet af ulve nået et for højt niveau. Ikke kun i Danmark, men også i andre EU-lande, mener Asger Christensen.

 Det er EU-kommissionen, der nu skal se på, om der skal ændres på habitatdirektivet, der freder ulve.

Ulven i Danmark

Ulven er Europas næststørste rovdyr på land, da kun den brune bjørn er større end ulven. Mange af de store rovdyr er i fremgang i Europa, hvilket primært skyldes fredning af dyrene i hele EU. De seneste år er rovdyr som ulv, brun bjørn og los derfor blevet mindre sjældne i Europa.

Ulven har som følge af EU's habitatdirektiv været fredet i størstedelen af EU-landene siden 1992 og i dansk lovgivning desuden efter jagt- og vildtforvaltningsloven. Det er ifølge loven forbudt eksempelvis at jage eller indfange ulve. Det kan medføre bøder og fængsel i op til to år, hvis man skyder en ulv. Hvis der er behov for at regulere (skyde) en ulv, så kræver det en tilladelse fra Miljøstyrelsen.

Kilde: Miljøstyrelsen