Fodbold kan koste (kommune)kassen

Succesen på fodboldbanen giver behov for store investeringer i Kolding. Men kommunekassen er næsten tom.

Ikke siden Jan Mølbys ungdom har der duftet så meget af fodbold i Kolding. Efter oprykningen i sommer ligger Kolding IF på en lun fjerdeplads, men oprykningen giver også panderynker.  

Divisionsforeningen stiller nemlig krav om, at klubber i 1. division skal have varme i banen og bedre lys på stadion. Det alene anslås at koste 12 til 15 millioner kroner, og pilen peger på Kolding Kommune, fordi det er et kommunalt stadion.

quote

Vi havde ikke regnet med, at der følger en regning på 12-15 millioner kroner med.

Søren Rasmussen (DF), viceborgmester i Kolding. 

- Vi hepper allesammen på Kolding IF. Men vi havde ikke regnet med, at der følger en regning på 12-15 millioner med. Det er vi jo nødt til at finde en løsning på, men vi har ikke pengene i kommunekassen, siger Søren Rasmussen (DF), som er formand for kommunens fritids- og idrætsudvalg.

Tørre lommesmerter

Udvalget har netop besluttet at afsætte 150.000 til at få lavet en masterplan for Kolding Stadion. Allerede til april skal der afleveres en foreløbig plan til Divisionsforeningen. Og senest i sommeren 2021 skal der være taget hul på byggeriet.

Men kravene kommer på et tidspunkt, hvor kommunen har tørre lommesmerter, og byrådet derfor har vedtaget store besparelser.

- Vi har været ude at spare på alt muligt, så jeg ser ikke for mig, at vi skal bruge millioner på et stadion. De penge har vi simpelthen ikke. Så vi er nødt til at være kreative, og så er vi nødt til at få private investorer på banen også, siger Søren Rasmussen.

Koster mange millioner 

Han forestiller sig, at Kolding Kommune kan sælge noget af området til byggegrunde. Og at private investorer kan komme på banen sammen med kommunen.

Erfaringer fra andre kommuner viser dog, at der skal mange offentlige kroner på bordet, hvis klubberne skal leve op til de moderne krav.

I 2007 satte Esbjerg Kommune 72 millioner af til en opgradering af det lokale stadion. Haderslev Kommune bruger nu knap ni millioner på at overdække alle tilskuerpladser på Sønderjyskes hjemmebane.

I Horsens blev der lagt 90 millioner til Casa Arena. Og Vejle Kommune gav 60 millioner kroner til den selvejende fond, der fik bygget det nye stadion i Vejle.

Brandfarlig tribune

Kolding IF har en lang ønskeliste, der ikke kun omfatter lys og varme. Det fortæller Claus Holm-Søberg, som er formand for klubben.

quote

Faciliteterne er meget afgørende, hvis en fodboldklub skal udvikle sig.

Claus Holm-Søberg, formand for Kolding IF. 

- Faciliteterne er meget afgørende, hvis en fodboldklub skal udvikle sig. Vi vil gerne have udskiftet vores gamle trætribune, som udgør en brandfare. Vi vil også meget gerne have bedre plads til vores mange sponsorer. Da vi spillede mod Vejle i august, havde vi ikke plads til at bespise alle vores VIP-gæster på stadion, og det er ærgerligt for os, siger Claus Holm-Søberg. 

Han ser også for sig, at der må private investorer på banen sammen med kommunen.