Først fik hun landsholdsdebut - nu får hun fornem international opmærksomhed

Lene Christensen fra KoldingQ fik debut på A-landsholdet i december og drømmer om at spille fodbold i udlandet. Nu mener selveste UEFA, at man skal holde særligt øje med hende.

- Man kan ikke andet end at smile, og det giver ekstremt meget blod på tanden.

Ordene kommer fra KoldingQs 20-årige målmand Lene Christensen.

Der har ellers både været op- og nedture for hende det seneste år.

Store dele af forårssæsonen blev aflyst, og KoldingQ endte på en lunken femteplads i Gjensidige Kvindeligaen.

- Det er aldrig sjovt at tabe fodboldkampe, men sådan var omstændighederne, husker hun.

1. december 2020 fik hun så debut på A-landsholdet i en landskamp mod Italien. En kamp, hun selv beskriver som en drømmedebut. Lene Christensen lukkede ingen mål ind, kampen endte 0-0, og dermed kvalificerede Danmark sig til EM.

Ikke nok med, at Lene Christensen debuterede i en kvalifikationskamp frem for en træningskamp, så blev hun efterfølgende kåret til 'Woman of the match'.

International hæder

Lene Christensens optur fra landsholdsdebuten fortsætter. 3. januar endte hun på det europæiske fodboldforbund UEFA's top ti over unge spillere, som man bør holde øje med i 2021.

- Christensen imponerede mange på Danmarks vej til U19 EM-semifinalen i 2018, skriver Uefa om sin begrundelse for valget af Lene Christensen.

- Det er da rimelig stort, måske også større end jeg tænker, det er, siger hun.

Heller ikke hendes egen træner i KoldingQ er i tvivl om Lene Christensens evner.

- Hvis hun bliver ved med at træne ordentligt og leve seriøst, er der ingen øvre grænse for, hvor god hun kan blive. Men det er vigtigt, at hun ikke kommer til at hvile på laurbærrene, og hun skal gøre sig fortjent til det hver dag og vise ærgerrighed i dagligdagen, har Anders Jensen tidligere sagt til Jydske Vestkysten.

Drømmer om udland og landshold

Lene Christensen fokuserer lige nu på sin fodboldtræning, efter hun i sommer blev færdig på Munkensdam Gymnasium. Oprindeligt kommer hun fra den lille by Marslev syd for Haderslev, men det betyder ikke, hun ikke har store drømme.

- Den store drøm er nok at tage skridtet fra KoldingQ og til udlandet. Det ville være stort at møde en liga, der er bedre end den danske. Og så vil jeg selvfølgelig gerne være en fast del af A-landsholdet, siger hun.