Forbud stopper ikke misbrug af lattergas i nattelivet

Gymnasieelev tror ikke, at et forbud mod at unge under 18 år køber lattergas, vil forhindre misbrug. Nye regler skal gøre det sværere at få fat i lattergas.

Lattergaspatroner er beregnet til sifoner til madlavning med for eksempel flødeskum. Efter en festlig weekend i Kolding bymidte ligger de ofte og flyder. 

Gassen bliver brug som rusmiddel. Lattergas kan som middel til beruselse give alvorlige skader på helbredet, og det kan i værste fald medføre kvælning.

quote

- Jeg kender mange der hygger sig med det.

Gymnasieelev Arean Eleassi fra Vejle.

Nye tal fra sundhedsministeriet viser, at misbrug af lattergas er omfattende blandt unge på erhvers- og gymnasieuddannelser, der får sig en hurtig rus af indholdet i patronerne.

Misbruget finder især sted blandt unge mænd, her viser undersøgelsen, at 17 procent af de adspurgte har prøvet lattergaspatroner.

Derfor kom regeringen mandag med et udspil til en række nye tiltag, der skal mindske de unges misbrug. (artiklen fortsætter efter billedet)

 
 

Arean Eleassi, der går i 1.g på Rosborg Gymnasium i Vejle, tror dog ikke, at misbruget helt kan stoppes.

- Selvom om salg af snus og anden tobak til unge under 18 er forbudt at sælge i butikkerne, så har det ikke stoppet folk under 18. Så jeg er sikker på, at det ikke vil gøre den store forskel, siger Arean Eleassi.

Omvendt tror Lea Vinge, der også går i 1.g. på Rosborg Gymnasium, at det vil blive sværere at få fat i lattergaspatronerne. 

- Så vil man ikke gå så meget op i at prøve det, hvis det bliver sværere at få fat på.

Store bøder til salgssteder

I følge regeringens forslag skal større beholdere med lattergas kun kunne anvendes til industrielle og restaurantmæssige formål, og de skal derfor ikke kunne sælges til private.

Regeringen vil også hæve bødeniveauet, hvis reglerne ikke bliver overholdt af de salgssteder, hvor lattergaspatronerne kan blive solgt.

Ifølge produktsikkerhedsloven er det allerede i dag forbudt at sælge lattergaspatroner til ikkesikre formål, for eksempel til beruselse.

Dette gælder både på internettet og på fysiske salgssteder som kiosker og barer.