Forkæler far med god mad og drikke

Traditionen tro skal far forkæles med god mad og drikke og som noget ganske særligt åbner restaurant Admiralen i Kolding for en helt speciel Fars Dag, der står i fiskens tegn og børn laver lækker mad til deres fædre.

Restaurant Admiralen i Kolding bytter torsdag rundt på kokkehuerne og overlader køkkenet til byens børn.

- Det er selvfølgelig ikke normalt, at børnene overtager køkkenet, men vi synes det er helt vildt spændende. Det giver børnene en mulighed for en kanon oplevelse sammen med deres fædre, siger Gitte Ravn fra Restaurant Admiralen.

Opskriften er enkel: For en dag overtager børnene restauranten. De laver maden, dækker flot op, skænker drikkevarerne og serverer for familien.

Arrangementet er skabt i samarbejde mellem Glyngøre NemFisk og Restaurant Admiralen.