Forsker: - Det tager tid før begravelseslovgivning ændrer sig, men det vil ske

En ekspert i danskernes religiøse vaner er overbevist om, at den restriktive danske begravelseslovgivning vil blive liberaliseret, men at det ikke kommer til at ske foreløbig.

Der kan gå lang tid, før det bliver lovligt at beholde din kæres aske i en urne. Det vurderer en ekspert i danskernes religiøse vaner.

En af dem, der godt kunne tænke sig at få lavet om på dét, er Lotte Vinkel fra Kolding. Hun mistede sin 12 dage gamle søn for to år siden. 

Mindre end én måned efter han døde, var urnen med asken lagt i jorden. Men det er alt for tidligt, mener hun.

- Det hele gik i et tempo, hvor jeg ikke følte, jeg var klar til at give fysisk slip på min søns jordiske rester. Der var ikke tid til at sige farvel i mit eget tempo, fortæller hun.

Derfor stiller hun nu et borgerforslag, som kan ændre en meget restriktiv begravelseslovgivning, og som hun håber, kan hjælpe folk, som kommer i samme situation som hende.

Marie Vejrup Nielsen, der er lektor på Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet, og som forsker i vores religiøse vaner, finder Lotte Vinkels forslag interessant.

- Det afspejler, det vi ser i populærkulturen og i landene omkring os. Det her kan være et første skridt i retningen af at få mulighed for måske i en periode at have urnen i private hjem.

Marie Vejrup Nielsen er lektor på Aarhus Universitet og forsker i religion og danskernes religiøse vaner.
Marie Vejrup Nielsen er lektor på Aarhus Universitet og forsker i religion og danskernes religiøse vaner.
Foto: Aarhus Universitet

Marie Vejrup Nielsen tror dog ikke, at en ændring er lige om hjørnet, selvom den danske begravelseslovgivning er restriktiv målt i forhold til mange andre landes.

- En af grundene til, at man i Danmark ikke tillader privat opbevaring af afdøde i urner, er fordi vi har et princip om, at vi skal vide, hvis vi er i nærheden af afdøde - eller rester af afdøde, siger religionsforskeren.

Alligevel tror hun, at der på et tidspunkt vil blive lavet om på netop det.

- Selvom jeg tror, at der er lang vej, før lovgivningen vil blive liberaliseret, så er det netop den her slags forslag (som Lotte Vinkels, red.), der bringer emnet op og som skaber forandring på længere sigt, siger Marie Vejrup Nielsen.