Frederik Løchte taber i Kolding

Danmarks bedste herresingle kunne ikke stille noget op i Bramdrupdam Hallerne i Kolding, da de mødte Moldovas bedste. Stillingen er nu 2-2 i Davis Cup.

Det danske Davis Cup-hold i tennis skal ud i en afgørende kamp mod Moldova for at sikre oprykning til den næstbedste række, også kaldet Europe Africa Group 1.

Det står klart, efter at Frederik Løchte Nielsen søndag i Kolding tabte 5-7, 3-6, 3-6 til Radu Albot, der ligger nummer 187 på verdensranglisten i herresingle.

Frederik Løchte Nielsen er helt nede som nummer 658 på samme rangliste, så nederlaget er ikke overraskende. Stillingen er nu 2-2 i kampe.