Fri sejlads for vandscooter

Højesteret har frifundet to mænd for en bøde på 1.500 kroner for at sejle på vandscootere i Kolding Fjord tilbage i 2005.

Mændene var både i by- og landsret dømt for overtrædelse af den såkaldte vandscooter-bekendtgørelse.

Bekendtgørelsen fastslår, at vandscooter kun må sejle på særlige baner. En ved København og en ved Grenaa.
 
Den har Højesteret nu tilsidesat.

Retten sidestiller sejlads med vandscooter og speedbåde.

Konsekvensen af dommen er, at vandscootere kan sejle alle de steder, hvor speedbåde også må sejle.