Gode manerer skal føre til praktikplads

Et kursus i Emma Gads dyder skal hjælpe unge under uddannelse med at få en praktikplads.

Et velsoigneret udseende. Øjenkontakt og et fast håndtryk.

Simple greb, men de kan være med til at hjælpe unge med at få den praktikplads, de mangler.

I Kolding skal 60 unge fra erhvervsskolen Hansenberg uddannes i helt basale dyder.

For konkurrencen om praktikpladserne er hård, så det er vigtigt, at de unge præsenterer sig godt.

Derfor har Hansenberg og Kolding Kommunes Jobcenter invitereret til en række bootcamps, som de kalder det, hvor de unge blandt andet får tips til at skabe det gode førstehåndsindtryk, skrive et godt CV og til, hvordan de klarer sig godt til en samtale.

Første modul blev afholdt onsdag.

Det er ambitionen, at kurset skal hjælpe mindst 40 af de 60 elever fra Hansenberg til at få en praktikplads. Det er især tømrere, mekanikere, grafikere og kokke, der mangler et sted at være i praktik.

Kaspar Deutschbein, der går på tømrerlinjen, havde ikke de store forventninger til bootcampen, men synes, at dagens undervisning og øvelser har været meget brugbare. Han er sikker på, at det kommer til at gøre en forskel for ham, næste gang han skal til samtale om en praktikplads.

- Det har vist mig, hvad jeg skal gøre, og hvad jeg skal gøre bedre. Jeg skal gå efter det. Nu skal jeg bare ud og søge en læreplads, siger han til TV SYD.